| En ny folkeskole uden taberdrenge |
|
|
|
| Written by Sofie Gry |
| Tuesday, 20 July 2010 08:51 |
|
Kvinderne er ved at sætte mændene af i ligestillingens navn. Det budskab er med Berlingske Tidende i spidsen blevet en af sommerens varme agurker. I de seneste ugers nyhedsstrøm er finanskrisen blandt andet blevet udråbt som mændenes krise, da der nu er dobbelt så mange mænd, der står uden job i forhold til kvinderne. Det er også kvinderne, som giver mændene baghjul i stort set samtlige statistikker fra uddannelsesverdenen. Derfor er der stadig plads til forbedring, selvom de danske studerende netop har fået en flot andenplads på OECD’s liste over hvor mange, der gennemfører en uddannelse.
Et kig i krystalkuglen afslører, at fremtidens Danmark bygger på viden. Dermed er det også de veluddannede, som trækker de længste strå på fremtidens arbejdsmarked, hvor de typiske mandejobs i industrien i stor stil er rykket til billigere markeder. I Yngresagen kalder vi derfor på nye toner i debatten om ”taberdrengene”. Fokus skal rykkes til, hvordan vi skaber en folkeskole, der også dyrker de typiske drengestyrker. Vi er nødt til at sætte ord bag handling, så vi sikrer, at Lucas og Mathias får en positiv start på et langt liv i læring, når de efter sommerferien tager plads på skolebænken for første gang.
De glemte drenge
Er det derfor ikke gammelt kød i nye pakker, når regeringen efterlyser rigtige mænd til at sikre plads til drengene i uddannelsessystemet? Det lyder en anelse hult, når Ligestillingsminister Lykke Friis (V) med fanfarer lancerer undersøgelse af, hvor drengene bliver af. For mener de det denne gang, og er det endelig nu, at det skal være endeligt slut med kassetænkning og kønsstereotyper i landets klasseværelser? Det håber vi i Yngresagen inderligt på. Der er i høj grad brug for en mere alsidig folkeskole nu. En skole, hvor undervisningen bygger på metoder, der giver næring til elevernes lyst til læring, hvad enten de er drenge eller piger.
Fremtidens gode elev er m/k
Hvis Danmark skal slå sig på viden og overleve i den globale landsby er det nødvendigt, at kønnet ikke bliver den afgørende faktor for succes i uddannelsesverdenen. Det er tid til at se ud over en ensidig debat om, hvorvidt folkeskolen er blevet feminiseret. Det hverken er eller skal være folkeskolens opgave at cementere kønsstereotyper. I stedet skal der være plads til både stille og uregerlige elever, og til at møde dem med udfordringer som styrker deres selvtillid og lyst til viden. Ikke mindst fordi fremtidens elever kan se frem til en livslang cyklus mellem skolebænk og arbejdsmarked, hvor uddannelse ikke længere er et tilvalg, men et spørgsmål om overlevelse i den globale landsby, hvor viden er den mest værdifulde valuta.
Derfor er der brug for politisk mod og handling frem for mere snak i kølvandet på anbefalingerne fra det rejsehold, der netop har givet den danske folkeskole et grundigt eftersyn.
Giv os din mening: Giv din mening til kende og deltag i debatten nedenfor!
Læs mere: ”Regeringen vil have bedre skoler til drenge og mænd” – Berlingske Tidende
|













