I sidste uge blev en ny politisk sæson skudt i gang med statsministerens traditionsrige åbningstale. Ikke overraskende var der i talen fokus på genoprettelsen af den danske økonomi i kølvandet på krisen, og kort inde i talen bedyrede statsministeren, at ”sunde offentlige finanser er den klippegrund, vi skal bygge den fremtidige vækst på”. Det er et udsagn, som man næppe kan være uenig i, men i Yngresagen mener vi også, at en fremtidig vækst er afhængig af sunde danskere som kan tage fra i de kommende år, når de bærende skuldre bliver smallere. Derfor mener vi, at der er behov for et øget fokus på to helt centrale sundhedspolitiske temaer med en kolossal betydning for unge i dag og ikke mindst for samfundets fremtidige sammenhængskræft: unge som førtidspensioneres på grund af psykiske lidelser samt de stigende fertilitetsproblemer blandt yngre danskere.

En generation på vej i knæ
I statsministerens tale var der blevet plads til at identificere, at det er et væsentligt problem, at unge i stigende grad parkeres på førtidspension. I den forbindelse er det forfriskende, at han tilsyneladende ikke mener, at det er værdigt for unge, at blive sendt ud til hjørne på den måde så tidligt i livet. Men der er behov for at se nærmere på, hvorfor de unge havner på førtidspension. Det giver et hurtigt kig på Ankestyrelsens tal svaret på, da det her er tydeligt, at psykiske lidelser er en markant årsag til tendensen:

Når man ser tallene er det nærliggende at tro, at tendensen til dels skyldes, at unge i dag mødes af utroligt høje krav fra sig selv og omverdenen om, at de i en meget tidlig alder er i stand til at fremstå som helstøbte mennesker med tjek på tingene. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at landets studenterrådgivninger for alvor er under pres. Men behandlingen af unge med psykiske lidelser lader også meget tilbage at ønske. For eksempel bragte 24 timer for en måneds tid siden historien om en ung jurastuderende med svær anoreksi, som var blevet afsluttet fra Rigshospitalet fordi hun var for syg til ambulant behandling, men for rask til at blive indlagt. En sådan behandling kan ikke være opskriften på, hvordan politikerne får de unge hurtigere gennem uddannelsesmøllen og samtidig holder dem væk fra førtidspensionerne.

Barnløshed og etableringsfaktoren
En anden sygdom, som bør tages alvorligt er ufrivillig barnløshed. De senere år er det kommet frem, at de yngre danske mænds sædkvalitet aldrig har været dårligere, mens flere kvinder i fremtiden vil ramme overgangsalderen, før de bliver tredive. Det sker samtidig med, at det efterhånden er en veletableret præmis, at der i fremtiden vil mangle hænder til at opretholde den danske velfærdsmodel. Set i det lys kan og bør barnløshed, der i øvrigt er en anerkendt sygdom i OECD-regi, ikke være et luksusproblem forbeholdt den enkelte. I stedet ser vi i Yngresagen det som et samfundsproblem.

Alligevel er politikerne i gang med at forhandle et lovforslag igennem, hvor der ikke blot vil komme brugerbetaling på fertilitetsbehandling i det offentlige. Loftet over egenbetaling til medicinudgifter stiger også. Det forekommer irrationelt, når EU allerede i 2005 i en grønbog om de demografiske udfordringer i Europa slog fast, at der fødes for få børn til at forny generationerne. Et faktum der til dels kan tildeles den svigtende frugtbarhed, men også forårsages af, at familieetableringen generelt udskydes som en følge af manglende fleksibilitet mellem erhvervsliv og familieliv og mangel på familieboliger, der kan betales af unge par.

Træk guleroden op af muleposen
I Yngresagen vil vi gerne som unge være med til at betale regningen for, at det danske velfærdssamfund kan bestå, og at de fremtidige generationer kan nyde godt af SU, et godt offentligt sundhedsvæsen og ikke mindst et velfungerende uddannelsessystem. Ikke desto mindre mener vi også, at det er en fælles regning, som alle generationer skal spæde til for at betale.

Naturligvis er det nærliggende at konkludere, at unge skal hurtigere gennem uddannelsessystemet for at komme ud på arbejdsmarkedet. Men hvad med fleksibiliteten og kvaliteten, og hvad med alle dem, som falder udenfor eller ikke kommer helskindet igennem uddannelsessystemet? De seneste år har der været fokus på pisken frem for guleroden, når der er blevet talt om ungdommen, men måske kan netop guleroden vise sig at være en sand guldskat for enden af regnbuen.