Ungdomsarbejdsløshed er et begreb, der er i større og større grad er begyndt at fylde i både den nationale og den internationale debat. Det gælder både i forhold til ungdomsledighed generelt og dimittendledighed specifikt. Begge tendenser er af meget alvorlig karakter, da de bevidner, at krisen kradser, og at den specielt kradser for de unge. På blot to år er ungdomsarbejdsløsheden steget til det dobbelte viser ny rapport offentliggjort af LO. I dag har vi i Danmark 39.000 unge fuldtidsledige. Til det ligger der en helt grundlæggende årsag: for lidt erhvervserfaring. Den fri bevægelighed gør samtidig, at de unge kan flytte til et andet EU-land, hvis de ikke kan etablere sig på arbejdsmarkedet. Danmark står derfor over for en udfordring: hvordan får vi flere unge under uddannelse og i arbejde, og hvad kan vi gøre for undgå et omfattende brain drain i Danmark ved, at de uddannede forsvinder ud af landet? 


Nye perspektiver på ungdomsarbejdsløshed
Men er ungdomsarbejdsløsheden nu også så stor en udfordring? Danmark ligger nemlig ifølge en nylig offentliggjort rapport fra OECD i den laveste ende i EU med en arbejdsløshedsprocent på lidt under 5 % blandt unge. I Yngresagen mener vi dog ikke, at vi i Danmark kan lukke øjnene for udfordringen blot fordi, at andre EU lande rangerer højere. Ungdomsarbejdsløshed er og bliver nemlig et stort problem for samfundet, nationalt som internationalt, ligesom det er et kæmpe problem for den enkelte unge.

Netop på grund af den fri bevægelighed kan arbejdsgivere i EU vælge og vrage mellem medarbejdere. Det skyldes ikke mindst, at der med godt 5,5 milliarder ledige unge er en ekstrem konkurrence blandt de unge. Derfor har Emilie Turunen (MEP for SF i Greens/EFA) med stor succes lanceret en betænkning om ungdomsarbejdsløshed i EU i sommers, hvor hun kom med to meget konkrete forslag:

• En ungdomsgaranti, hvor unge tilbydes uddannelse, videreuddannelse eller et konkret job efter fire måneders arbejdsløshed.
• Et europæisk kvalitetscharter for praktikophold, hvor essensen er, at praktikophold skal udbydes som en del af et uddannelsesforløb, så dimittender ikke tilbyder gratis arbejdskraft.

Viden kontra erfaring – tidens store paradoks
I efterdønningerne af krisen står de nyuddannede svagt på et arbejdsmarked, hvor arbejdsgiverne frit kan vælge blandt kandidaterne til en ledig stilling. Derfor er det nærmere reglen end undtagelsen, at dimittenderne bliver fravalgt til fordel for en mere erfaren kandidat. Dette placerer os unge i nutidens helt store paradoks: politikerne vil have os hurtigt igennem uddannelsessystemet og arbejdsgiverne vil kun ansætte erfarne medarbejdere.

Det er ganske enkelt to synspunkter, der ikke går hånd i hånd. I sidste ende er uddannelsesbeviset et adgangskort til at søge stillinger, som dimittenden reelt kun har mulighed for at få, hvis kompetencerne på cv’et er interessante nok. Det betyder, at de studerende lige skal nå at have relevante studiejobs samt tage semestre i udlandet og i praktik samtidig med, at de helst skal gennemføre studiet på mindre end normeret tid. Med de forventninger til de studerende kan det ikke undre, at flere og flere studerende bukker under.

Alene i 2010 har der frem til september været 17 % stigning af henvendelser til Studenterrådgivninger landet over, hvoraf mange er et resultat at et ekstremt pres og et højt ambitionsniveau ved de unge selv. Det er et pres som nu engang gør, at unge må tage en pause, og se indad i stedet for fremad. Problemet er dog, at dette ikke er ankerkendt fra samfundets side, og derfor er risikoen, at mange unge ender med en titel uden at vide, hvad den skal bruges til. 


Mere motivation og mindre tvang
Vi står altså med et problem, hvor ungdomsarbejdsløsheden påvirkes af, at politikernes fokus ikke stemmer overens med virkeligheden på arbejdsmarkedet. I bund og grund kan videnssamfundet dog ikke styrkes uden kompetente unge. Og hvem andre end de unge skal opveje opgaven, når vi i de kommende år vil se de hidtil største generationer gå på pension?

Emilie Turunens førnævnte forslag kan gøre en stor forskel på europæisk plan. I Danmark må vi dog erkende, at der er alle muligheder for, at de unge kommer i gang med uddannelsen. Spørgsmålet er, hvad vi som samfund kan gøre for at motivere ungdommen til at starte og ikke mindst gennemføre en uddannelse? Svaret er her ikke nødvendigvis de såkaldte gulerødder”, der fra tid til anden bliver præsenteret.

I Yngresagen mener vi, at en nedsat kommission af unge og eksperter på området ville være en oplagt mulighed for at finde nogle svar på politikernes udfordringer. Foruden dette skal der ikke spares på tilbud og støtte til unge, da det ville være fatalt at lade en generation gå tabt på gulvet.  I dag er der mange unge, der er fornuftige, ansvarlige og drevne af en lyst til at arbejde og gøre en forskel. De skal findes, opdages og udnyttes.